Rejseoplevelser med Kirsten
Ovenstående foto er fra Kirstens og min sommerferie i Dublin i juli 2005. En af udflugterne gik til, vel nok, verdens største Jættestue, Newgrange, det var en helt overvældende oplevelse.
Allerede før vi besluttede at leve sammen vidste vi at rejser og oplevelser var noget vi begge prioriterede højt, så efter små 24 års samliv er det ret sjovt at skabe et overblik over vores fælles rejseliv.
I venstre kolonne kan man se billeder fra mange af de ferierejser vi har været på, de er i omvendt kronologisk orden, altså de nyeste først, og hvis man synes at de viste fotos er noget selvfokuserede, så er det for at undgå at vise billeder på Internettet af personer uden deres samtykke.
Nederst på denne side er der en oversigt over vores ferierejser ordnede geografisk.
Vores magiske steder
Mange rejseoplevelser igennem årene har bevirket at vi har registreret flere steder som magiske
, altså
steder som vi har besøgt flere gange og hver gang oplevet deres magi. Her er tre af disse steder, klik på globus
ikonerne for et se placeringen på et kort:
1. Ravnkilden i Rebild
Fra skoven, fra vejen og udsigt mod Gravlev kirke.
Dette er det magiske sted
der ligger nærmest og som vi besøger flere gange årligt, og meget ofte
med gæster. Der vælder 85 liter vand i sekundet op af jorden, altså 5 kubikmeter hvert minut, det er dybt
fascinerende og stedet oplever vi som magisk. Rebild området har mange andre kilder som giver gode oplevelser ved
besøg som f.eks. Store Blåkilde
og
Lille Blåkilde
,
men Ravnkilden er en
helt speciel oplevelse.
Kunstneren der skabte et af Aalborgs vartegn Cimbrertyren på Vesterbro må også have været fascineret af Ravnkilden, for på Gravlev kirkegård er der en gravsten over billedhuggeren Anders Jensen Bundgaard (1864 - 1937) og hustru Elisabeth, og ovenpå stenen er der en skulptur af en nøgen kvinde der ligger på maven og kigger lige over på den lysning i skovbrynet som er dannet af Ravnkilden, se her: .
Som teenager var jeg (Knud) flere gange på sommerferie hos moster Ella og onkel Børge i Skørping, og det var på en af disse ferier at jeg første gang oplevede dette magiske sted, her er af kilden jeg tog ca. 1958.
2. Avebury i Wiltshire, England
Kirsten ved største sten, overblik med Pub i baggr., Knud og sten.
Landsbyen Avebury ligger midt i en stor stencirkel som er omgivet af en voldgrav og uden om den en høj vold,
midt i landsbyen ligger Pubben
The Red Lion
. Det er totalt
fascinerende at man for 4.500 år siden kunne bygge noget så stort og med så mange enormt store sten
flyttet til stedet og rejst på højkant.
Vi besøgte seværdigheden første gang i oktober 2005 med drengene, her erklærede Kirsten at hun
havde en god fornemmelse ved stedet og derfor gerne ville besøge det igen og være der flere dage. Det blev i
juli 2010 hvor vi boede på en lille pub
The New Inn
, som ligger i
gåafstand fra Avebury.
Det var en lille Pub med få værelser og 6 - 10 stamgæster i pubben hver aften. I begyndelsen troede man
at vi var sådan nogle turister der ville opleve korncirkler og den slags men efterhånden blev vi accepterede og
blev gode venner med en af stamgæsterne Richard Peere, som boede i The Carpenters House
som lå midt inde
i stencirklen.
Richard var fodermester på den farm der ligger ca. 500m øst for Avebury og han tilbød os at vi kunne parkere vores bil i hans indkørsel når vi var i byen (stencirklen). Vi var også på besøg i hans have for at se hønsene samt udsigt til bautasten lige udenfor havehegnet , det må være vildt at bo sådan et sted.
I juli 2015 var vi i Avebury igen, denne gang sammen med Kirstens forældre og boede på en
nærliggende B & B i Beckhampton
i
gåafstand
fra pubben The Waggon and Horses
. Vi
mødte Richard igen og blev inviteret ind i hans fantastiske have
med
høns og udsigt til bautasten.
3. Stonehenge i Wiltshire, England
22. okt. 2005, 7. juli 2015 kl. 15.00 og samme dag kl. 11.45.
Dette sted behøver ikke nærmere beskrivelse, det er totalt overvældende at det har været muligt at opføre dette fine Tempel / Observatorium af kæmpestore tilhuggede sten for næsten 4.500 år siden.
Vi besøgte stedet i efterårsferien 2005 med drengene og igen sommeren 2015 med Kirstens forældre. Ved første besøg lå besøgscentret tæt ved stencirklen men forsænket i landskabet for ikke at forstyrre oplevelsen af fortidsmindet alt for meget. Ved det andet besøg var besøgscentret flyttet et pænt stykke væk fra stencirklen, og der var oprettet en busforbindelse til at transportere de besøgende frem og tilbage.
Da vi i 2015 var ankommet om formiddagen og havde taget bussen ud til monumentet trak mørke skyer op , og inden vi var nået helt omkring stencirklen kom der nærmest et skybrud. Der var ikke mulighed for ly nogen steder, så vi måtte vente i silende regn på næste bus før det kunne ske. Heldigvis var der virkelig gode toiletter i det nye besøgscenter så vi kunne anvende varmluft håndtørrere til at fjerne den værste fugt fra tøjet. Efter frokost var vejret blevet fint så vi fik også en solrig oplevelse af Stonehenge .
Temaer for rejserne
I forbindelse med planlægning af ferierejserne har vi prioriteret at der kunne indgå oplevelser som interesserede deltagerne. Kirstens og mine interesser har været historiske emner som vikingetid, stenalder, bronzealder, borge og fæstningsværker samt kirker og katedraler, så det har altid været nemt at finde interessante oplevelser uanset hvor rejsen gik hen. Et særligt tema er rejser til Italien som kan opfylde mange af ovennævnte temaer, og som ud over det behagelige klima giver inspiration til vores favoritmadretter: Middelhavsmad.
Da J. K. Rowlings Harry Potter bøger og film var højaktuelle for store drenge, indgik nogle af de steder hvor filmens scener blev optaget selvfølgelig også i vores rejse planlægning. Kirsten og jeg har også med stor fornøjelse læst Jan Guillous romanserie Tempelridderen Arn, og vi har derfor besøgt flere af de lokationer i Sverige som omtales i romanerne. PS! Vi har endnu ikke været i Jerusalem.
Herunder beskrives de mest interessante steder vi har besøgt indenfor hvert af de nævnte temaer:
Vikingetid
Osebergskibet 2009, Havhingsten 2021, Ladbyskibet 2016.
Vi har besøgt de danske Trelleborge: Aggersborg, Fyrkat, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge, og har også besøgt Trelleborg i Skåne . De to erkendte men nu nedbrudte ringborge Borgeby i Skåne og Nonnebakken i Odense har vi ikke besøgt. Aggersborg i Vendsyssel er nærmest og når vejret er godt kan vi finde på at køre derned med kaffekurven, sidde ved Aggersborg kirkes dige og nyde synet af Aggersborgs vold i forgrunden og Limfjorden i baggrunden .
Vi har selvfølgelig også været flittige gæster i Jelling og oplevet den fine installation med hvide søjler rejst der hvor den oprindelige palisade indhegnede området. Vikingemuseerne Lindholm Høje i Nørresundby, Ladbyskibet ved Kerteminde fjord, og Museet Ribes vikinger har givet os mange gode stunder.
På Vikingeskibsmuseet i Roskilde har vi oplevet
rekonstruktioner af vikingeskibe, og herunder af vraget Skuldelev 2
som ved søsætningen i 2004 af
Dronningen blev døbt
Havhingsten fra Glendalough
. I 2007
sejlede skibet nord om Skotland til Dublin hvor det var midtpunkt for en udstilling om vikingetiden. I sommeren 2008
sejlede det hjem til
Roskilde igennem Den Engelske Kanal og Limfjorden og da den passerede Løgstør havn den 4. agust 2008
kl. 16.16 fik jeg (Knud) et fint foto af den
.
Ved rejser i udlandet har vi oplevet de imponerende Ales Stenar i Skåne , i England har vi besøgt Winchester Cathedral med Knud den Stores kiste oppe på søjleoverliggeren, Stamford Bridge ved York hvor slaget om England stod i 1066 mellem kong Harald Godwinson og den norske konge Harald Hårderåde . Længere mod nord har vi set Lindisfarne kloster som i året 793 blev plyndret af vikinger.
I Oslo har vi besøgt Vikingeskibsmuseet med Osebergskibet og Gokstadskibet, to velbevarede vikingeskibe som har overlevet til vor tid nedgravet i høje. På en sommerferie i Normandiet fik vi set Bayeux-tapetet, som er et 70m langt håndbroderet vægtæppe som beretter om Normandiets Hertug Wilhelm Erobrerens erobring af England i året 1066.
Stenalder / Bronzealder
Poskær Stenhus 2000, Troldkirken 2011, Tustrup Gravplads 2013.
Det er interessen for stenalder og broncealder der er årsagen til at vi har valgt Avebury og Stonehenge som vores
magiske steder
som beskrevet ovenfor.
I Danmark er der registreret ca, 86.000 stenalder og broncealder gravhøje, den nordligste ligger lidt nord for Tornby. Vi bemærker højene når vi passerer dem på vore køreture. Skandinaviens største gravhøj, Hohøj ved Hobro har vi selvfølgelig besøgt og nydt den skønne udsigt over Mariager fjord. Poskær Stenhus som ligger på Mols er Danmarks største stendysse, den så vi sammen med drengene i sommeren 2000. Troldkirken , en stor åben dysse sydvest for Ålborg med en fantastisk udsigt over Limfjorden så vi med Kirstens forældre i 2011.
Vi har også besøgt flere af de ca. 500 bevarede Jættestuer, den bedste oplevelse har været den dobbelte jættestue Troldstuerne som ligger ud til vejen fra Holbæk til Odden havn, lige før bakken op til Lumsås.
Den bedste danske stenalder oplevelse har været Tustrup Gravplads som ligger på Djurslands nordkyst få kilometer øst for Knuds mormors fødeby Vivild. På gravpladsen ligger der med kun ca. 100 m. afstand, to stendysser og en af Danmarks største jættestuer omkring et centralt anlæg - det såkaldte kulthus. Stedet er ikke særligt kendt så der er kun to parkerindspladser for besøgende til denne danske stenalder perle. Ved indgangen til stedet er der en lille bygning med en illustrativ model over pladsens formodede udseende for godt 5.000 år siden.
Også på vore udenlandsrejser har interessen for stenaldermonumenter givet mange gode oplevelser. I Irland lidt nord for Dublin blev vi totalt overvældede af den enorme jættestue Newgrange, og i Skåne var vores besøg på Kivik-gravpladsen også spektakulært , en broncealderhøj bygget af mange mindre sten som dækker over et gravkammer med fint bemalede sten, tidsfæstet til omking år 1300 før Kristus, altså samtidigt med Ægyptens Tut Ank Amon.
Borge og fæstningsværker
Karlstein okt. 2000, Caernarfon juli 2019, Tallin bymur 2013.
Det meste af livet har det undret mig hvordan en Hertug af Normandiet kunne samle krigere og skibe nok til at erobre England i året 1066 og underlægge sig landet som en koloni. Men når man ser hans borg i Caen , eller nærmere resterne af den, kan man meget bedre forstå det, Wilhelm Erobrerens borgruin er simpelthen imponerende .
I England har
vi set Tower of London
bygget af Wilhelm
Erobreren i 1079, og vi har set Clifford's Tower i York
som han fik
bygget for at bevare kontrollen over den tidligere Vikinge by Jorvik. Bymuren omkring York eksisterer endnu og Kirsten
og jeg har gået hele vejen rundt på den
, vildt.
I Cornwall har vi oplevet Kong Arthurs legendariske borg Tintagel, vi overnattede endda på King Arthurs
Arms
pubben nær borgen. I Yorkshire har vi set Alnwick Castle
og Hadrians Wall
som romerne begyndte at bygge i år 122 for at holde de genstridige skotter væk fra civilisationen
.
Skotland har mange borge og fæstninger og vi har oplevet flere af dem deriblandt Edinburgh Castle, Stirling Castle, Caernarfon Castle og ikke mindst det ikoniske Eilean Donan Castle .
Sverige har flere borge og fæstninger end det nuværende Danmark, og nogle af dem ligger i de egne der var danske indtil Roskildefreden 1658, nemlig Skåne, Halland, Blekinge samt Bohuslen. Mest imponerende har været Kalmar Slott , som år 1397 var centrum for en af de vigtigste politiske begivenheder i Nordens historie: dannelsen af Kalmarunionen - en union bestående af de nordiske lande, skabt af dronning Margrethe (Den første).
Vi har også haft gode oplevelser ved Bohus Fæstningen ved Göteborg, Vadstena Slott ved Vättern. Malmøhus, Varberg Fæstning og Glimmingehus .
På en påskeferie på Rügen i Tyskland besøgte vi resterne af borgen Arkona som kong Valdemar den Store og biskop Absalon erobrede i 1168 for at omvende Venderne til kristendommen, borgen ligger på en kridt-klint som er under kraftig nedbrydning af Østersøens bølger, så man kan desværre ikke komme ind på borgarealet.
De to fineste fæstningsværker vi har oplevet i Danmark er uden tvivl Hammarshus på Bornholm og Kalø Slotsruin på Djursland, men som nævnt ovenfor har vi også set alle Trelleborgene samt Dannevirke i Slesvig-Holsten, Fredericia Fæstning og selvfølgelig Kastellet i København hvor Studenter-Sangforeningen optræder hver Store Bededagsaften.
Kirker og katedraler
Salisbury juli 2010, Sacre Ceur juli 2001, Peterskirken feb. 2010.
Monumentale bygningsværker med en vis ælde har altid fanget min interesse og heldigvis kan Kirsten være med langt hen ad vejen. På vore rejser har vi ofte brugt tid på at se nærmere på sådanne bygningstyper.
Rundkirker har været særligt interessante og vi har set alle syv danske rundkirker, de fire på Bornholm, Thorsager på Djursland, Bjernede på Sjælland og Horne på Fyn. På rejser i udlandet har vi i Sverige set Hagby kirke ved Kalmar og Skörstorp kirke i Västergötland, Tempelkirken i London og Church of the Holy Sepulchre i Cambridge.
Disse rundkirker blev bygget i midten af 1100 tallet, men den mest imponerende runde kirkebygning er Pantheon i Rom. Den blev bygget i år 120 som et tempel for romerske guder, men har siden starten af 600 tallet været anvendt som en kristen kirke. Bygningens mest karakteristiske element er en enorm kuppel som er verdens ældste og største uarmerede betonkuppel. Utroligt at man kunne bygge den for snart 2000 år siden og ikke mindst at den er der endnu.
Vatikanstaten i Rom har en af verdens største kirkebygninger, nemlig Peterskirken . Besøg på Peterspladsen og dermed kirken er en del af vores besøg i Rom, også fordi vores romerske yndlingsrestaurant Wine Bar De' Penitenzieri ligger i Vatikanstaten. Vi har også oplevet Notre Dame i Paris før den brændte i 2019 og Kölnerdom i Tyskland med drengene, vi var helt oppe og se de store klokker. I Storbritannien har vi set Westminster Abbey, London St. Paul Cathedral, Salisbury Cathedral , Glasgow Cathedral, York Minster samt St. Davids Cathedral i Wales.
Vi har selvfølgelig også besøgt Danmarks første domkirke i Lund som blev grundlagt medens Skåne endnu var dansk, ligesom mange af de nuværende danske domkirker har været genstand for vores opmærksomhed når vi har været i nærheden, herunder Vor Frue kirke i København, Roskilde Domkirke med alle kongegravene, Sankt Knud i Odense med Knud den Helliges grav, Viborg Domkirke og Sankt Bendt i Ringsted der ikke er domkirke men har mange tidlige kongegrave. Den blev opført 1161-70 som Nordens ældste teglstenskirke. Seneste oplevelse er Maribo Domkirke som vi så i 2023 i forbindelse med et familiebesøg i Knuthenborg Safaripark.
Markante klosterkirker er også meget interessante og vi har besøgt Mont Saint-Michel i Normandiet og lillesøsteren St. Michaels Mount i Cornwall, de ligger overfor hinanden på hver sin side af Den Engelske Kanal. I Caen har vi besøgt Wilhelm Erobrerens gravsted som findes i klosterkirken Abbaye-aux-Hommes . Og så har vi set Danmarks største landsbykirke i Vestervig der oprindeligt blev bygget som en klosterkirke.
Italien
Cianciano Terme 2013, Sorrento 2016, Monterosso 2012.
Middelhavs mad har altid haft en høj stjerne her i hjemmet, altså pasta, fisk og grøntsager herunder hvidløg. Derfor har Italien været en af vores primære ferielande hvor vi har kunnet finde inspiration igennem nye kulinariske oplevelser som for eksempel her i Montecatini Alto i efterårsferien 2017 .
I de første år hvor drengene var med var der selvfølgelig primært badeferie på programmet, men derefter har det været kulturoplevelser med ovennævnte temaer der trak mest. Som det kan ses på Italiensrejse listen herunder har vi været mange steder, og regner med at listen med tiden vil blive endnu længere, vi mangler for eksempel at opleve det sydlige Italien og Sicilien.
Harry Potter
Alnwick Castle 2003, Christ Church 2005, Goathland Station 2003.
På ferieturen til Belgien i 2001 med drengene var Peter lige blevet gammel nok til selv at læse den
første Harry Potter bog, og når drengene sov, kunne Kirsten og jeg læse de medbragte Harry Potter
bøger med det resultat, at hele familien blev meget opslugt af
J. K. Rowlings Harry Potter univers
.
Da filmene begyndte at udkomme blev de lokationer i England, hvor filmscenerne var blevet optaget meget interessante
at udforske nærmere. I Vinterferien februar 2002 var vi i London med drengene og Kirstens forældre, så
allerede der havde vi mulighed for at se
Kings Cross Station, hvor den
fiktive Perron 9 3/4
skulle kunne findes
. Det var fra
denne perron at Hogwarts Express toget afgik når børnene ved semesterets start skulle op til kostskolen.
Sommerferien året efter (2003) boede vi i New Lanark i det sydlige Skotland, det gav mulighed for at opleve to steder som blev brugt som scener i filmene. Den første var Goathland Railway Station der i filmen forestillede endestationen for Hogwarts Express hvor børnene blev afhentede af Hagrid. Den anden lokation var Alnwick Castle som dannede rammen om de filmscener hvor de unge Hogwarts elever skulle lære at håndtere og flyve på koste, hvor vildt.
I sommeren 2005 var vi med drengene på ferie på Heythrop Park Hotel i Cotswolds lidt nord for Oxford. Det gav os anledning til at opleve festsalen i Christ Church College i Oxford , som havde givet filmmagerne inspiration til Storsalen i Hogwarts.
Den spektakulære jernbaneviadukt som Harry og Ron flyver over i faderens magiske bil dengang de ikke nåede Hogwarts Express afgangen i den anden Harry Potter film, hedder i virkeligheden Glenfinnan Viaduct og ligger i Scotland. Den fik vi oplevet under Scotland Rundt rejsen med Amalie og Peter i sommeren 2017. En af aktiviteterne på turen var en togrejse fra Fort William til Mallaig med West Coast Railways Jacobite Steam Train som bragte os hen over viadukten og endda med stop i den lille by Glenfinnan .
Tempelridderen Arn
Forsvik 2003, Forshem K. tympanon 2003, Kungslena K. 2003.
Den svenske forfatter Jan Guillou har skrevet den middelalderlige romantrilogi Tempelridderen Arn
som vi begge
har læst med stor fornøjelse ligesom vi har set filmene over romanserien. Vores ferieinspiration har
været de lokationer som beskrives i romanerne og ikke steder hvor filmens scener er optaget.
I Pinsen 2003 havde vi
en miniferie som vi kaldte I Arns fodspor
og her oplevede
vi følgende steder:
- Forshem kirke hvis tympanon skulle have været Jan Guillous inspiration til Arn historien.
- Arnäs, stedet hvor Arn skulle være født og vokset op indtil han blev sendt til Varnhem kloster.
- Varnhem Klosterkirke og klosterruin hvor Arn fik sin uddannelse til Tempelridder og hvor han så sin udkårne første gang.
- Skara Domkirke hvor vi vi deltog i en gudstjeneste
med dobbelt barnedåb, og hvor der i nærheden var en udstilling om
Arns verden
. - Husaby kirke, Sveriges første domkirke hvor den første kristne svenske konge Olof Skötkonung skulle være blevet døbt.
- Kungslena kirke opført til minde om slaget ved Lena år 1208, hvor danskerne blev slået .
- Forsvik som Arn skulle have grundlagt efter sin
hjemkomst fra Jerusalem, her besøgte vi endnu en udstilling om
Arns verden
.
I sommeren 2014 var vi på ferie på Hjällö Slott ved Vänern og havde en udflugt til Visingsø hvor vi så ruinen af Näs Slott, Sveriges første kongeborg .
Vore ferierejser, oversigt
Herunder findes en oversigt over de fleste af vore ferierejser ordnet geografisk og derefter i kronologisk orden indenfor hvert område. Det kan ses at Sverige, De Britiske Øer, Italien og Tyskland er blevet prioriterede. Vi har også været rigtigt meget omkring i Danmark, men på grund af de korte afstande har det været rejser af kortere varighed, her er nogle af flerdagesturene.
Danmark
År | Måned | Lokation / Aktivitet | Kort | Foto |
2000 | juni | Ebeltoft, Aages sommerhus med drengene, Fregatten Jylland | ||
2001 | okt. | Bornholm, Æblehaven med drenge, Hammershus, Rundkirker | ||
2002 | juni | Hillerød med drengene, Fr-borg Slot, Kronborg | ||
2002 | okt. | Kolding Byferie med drengene, Odense, Skamlingsbanken | ||
2003 | dec. | Ribe Byferie, Nytårsaften, Ribe Domkirke | ||
2006 | feb. | Ho Feriecenter med drengene, Blåvandshuk, Tirpitz, Viborg | ||
2006 | apr. | Juelsminde og Samsø med drengene, Den Gl. By i Aarhus | ||
2012 | okt. | Skive Havn, Hotel Strandtangen, efterårsferie | ||
2014 | juni | Silkeborg med Kirstens forældre, Hjejlen og Himmelbjerget | ||
2018 | maj | Vestkyst-tur med Kirstens forældre, Torup Str., Mandø, Holsted | ||
2020 | juli | Skive Havn, Hotel Strandtangen, Corona sommerferie | ||
2021 | juli | Skive Havn, Hotel Strandtangen, Corona sommerferie | ||
2023 | april | Maribo, Farmor Camp 2, Knuthenborg Safaripark, Domkirke |
Sverige
År | Måned | Lokation / Aktivitet | Kort | Foto |
2000 | juli | Västra Götaland, Håverud med drengene | ||
2002 | juli | Stockholm-Helsinki-Stockholm minicruise | ||
2003 | juni | Hökensås, Hjo, i Arns fodspor, Forshem kirke | ||
2005 | juli | Småland, Virserum, hytte med drenge og Dettmænner | ||
2007 | april | Hotell Fars Hatt, Bohus fæstningen med drengene | ||
2009 | juli | Götakanal cruise fra Stockholm til Gøteborg | ||
2013 | juli | Stockholm, endags, Østersø krydstogt, Gamla Stan | ||
2014 | juli | Hjällö Slott ved Hjo med udflugt til Vissingsö og Vadstena | ||
2015 | april | Skåne, Trelleborg, Glimmingehus, Ales stenar og Kivik | ||
2016 | okt. | Skåne, Malmø, Idala Gård, Hotell Gässlingen i Skanör | ||
2022 | juli | Skåne, Ängelholm, Hässleholm, Hovdala Slott |
De Britiske Øer
År | Måned | Lokation / Aktivitet | Kort | Foto |
2002 | feb. | London med drengene og Kirstens forældre | ||
2003 | juli | Skotland, New Lanark, Loch Ness, Alnwick med drengene | ||
2005 | juli | Irland, Dublin, Guinness, Newgrange, Trinity College | ||
2005 | okt. | Oxford med drengene, Heythrop Park, Stonehenge, Avebury | ||
2007 | juli | Cornwall, Newlyn, St. Ives, Tintagel, St. Michaels Mount | ||
2009 | april | York, Holtby, The Apple Barn, Castle Howard | ||
2010 | juli | Avebury Ring, The New Inn, Silbury Hill, Bath, Glastonbury | ||
2015 | juli | Avebury Ring, Stonehenge med Kirstens forældre | ||
2017 | okt. | Skotland rundt med Amalie og Peter, Inverness, Edinburgh | ||
2019 | juli | Wales kyst, bus rundrejse, Llandudno, Aberystwyth, Cardiff |
Italien
År | Måned | Lokation / Aktivitet | Kort | Foto |
2004 | juli | Cervia med tog, Torri Hotel med drengene, Venedig | ||
2008 | juli | Cervia med fly, Torri Hotel med drengene, San Marino | ||
2010 | feb. | Rom med Frederik, Vatikanet, Pantheon, Trevi fontænen | ||
2011 | april | Maiori, Amalfi, Ravello, Paestum, Herculanum | ||
2012 | april | Cinque Terre, Pietrasanta, Porto Venera, Monterosso, Pisa | ||
2013 | okt. | Chianciano Terme, Firenze, Rom, Orvieto | ||
2016 | juli | Vico Equense, Sorrento, Marina Grande O'Puledrone | ||
2017 | okt. | Montecatini-Terme, Firenze, Lucca, San Gimignano | ||
2023 | juli | Italien, Gardasøen, Garda, Limone, Malcesine |
Tyskland
År | Måned | Lokation / Aktivitet | Kort | Foto |
2002 | juli | Flensborg, Glücksborg | ||
2004 | maj | Berlin med drenge, Danske Ambassade, kronprinspar bryllup | ||
2007 | okt. | Neustadt-Glewe, Schloss Hotel, Schwerin, Ludwigslust | ||
2008 | okt. | Kühlungsborn, Ostsee Brauhaus, Bad Doberan, Wismar | ||
2010 | apr. | Bergen, Rügen Parkhotel, Arkona, Binz | ||
2011 | apr. | Gera, besøge Köhler familien, Weimar, Gotha, Jena | ||
2013 | apr. | Kiel, endagsbesøg under Østersø krydstogtet | ||
2015 | juli | Brüel, Schloss Kaarz, Schwerin |
Norge
Frankrig
År | Måned | Lokation / Aktivitet | Kort | Foto |
2001 | juli | Paris, kusine Annis lejlighed, Versailles, Sacre Ceur | ||
2004 | feb. | Paris i sovebus med drengene, Eiffeltårn, Triumfbue, Louvre | ||
2006 | juli | Annecy Camping med tog, drengene og hele Larsen klanen | ||
2012 | juli | Normandiet, Caen, Bayeux, Mont-Saint-Michel, Jersey |