header

August & Kristine Ottosen, Albæk mark

10. Johan AUGUST Ottosen blev født den 24. november 1857 i Östratorp ved Getesmåla, døbt den 29. november 1857 i Sdr. Sandsjö, Skåne, søn af Åbo i St. Räfvamåla, Backaryd, Blekinge Otto Johansson Hägg (1829 - 1902) og hustru Johanne Danielsdtr Rök (1825 - 1894). August døde den 4. april 1935 i Nygade 11, Herning, han blev 77 år. Begravet den 9. april 1935 i Herning. Stilling: Husmand eller boelsmand på Albæk Mark.

Han blev gift den 20. marts 1885 i Hurup med:

11. Kristine Pedersen, datter af musikant og husmand i Bedsted Peder Christian Enevoldsen Vestergaard (1806 - 1883) og Ane Marie Henriksdtr (1825 - 1888). Hun blev født den 1. december 1864 i Bedsted, døbt den 26. december 1864 i Bedsted. Konfirmeret den 20. april 1879 i Hurup. Kristine døde den 8. august 1936 i Nygade 11, Herning, hun blev 71 år. Begravet den 12. august 1936 i Herning.

Kristine og August Ottosens børn:

  1. OTTO Johan Pedersen (1883 - 1968) (før ægt.)
  2. Peder KRISTIAN Ottosen (1886 - 1949)
  3. ANTON Marius Ottosen (1890 - 1959)
  4. JOHANNE Marie Ottosen (1892 - 1970)
  5. Ane KAROLINE Josefine Ottosen (1894 - efter 1958)
  6. Karl ALFRED Emil Ottosen (1896 - 1974)
  7. IDA Wilhelmine Augusta Ottosen (1898 - efter 1950)
  8. HILDA Frederikke Lovise Ottosen (1900 - )
  9. OLGA Petrea Ottosen (1904 - 1994)
  10. Frans ROBERT Ottosen (1906 - 1985)
    Kamma Victoria Alexandrine Meedom (1914 - ) (Plejebarn)

Herning Folkeblad den 16. marts 1935: Guldbryllup. Onsdag den 20. marts fejrer som meddelt fhv. landmand Aug. Ottosen og hustru, Nygade 11, deres Guldbryllup.

Aug. Ottosen er født i Sverrig i provinsen Blekinge. 23 år gammel kom han til Danmark som banearbejder ved Thybanen i 1881. Her blev han kendt med sin hustru, Kristine Pedersen fra Hurup, og den 20. marts 1885 viedes de i Hurup kirke.

Ikke længe efter kom de her til Hammerum herred og bosatte sig på Albæk mark i Snejbjerg, der dengang var hede. Det varede flere år før vi kunne dyrke tilstrækkelig med kartofler til eget brug siger August. Det kneb, men vi slog os igennem. Min kone syede og jeg gik på dagleje. Vi har ialt haft 10 børn, så der var mange munde, der skulle mættes.

Arbejde med slid og slæb har vi således aldrig manglet.

For tre år siden afstod jeg ejendommen på Albæk mark til min yngste søn, Robert, og vi har nu slået os ned her i Herning, men jeg skal ikke nægte, at jeg længes tilbage til mit gamle hjem, hvor jeg har tilbragt hele min manddomstid.

Jeg cyklede i førstningen, efter at jeg var flyttet til Herning, stadig ture derud; men nu bliver lemmerne for stive, og jeg kan dårligt holde ud at cykle nu.

Jeg er 77 år, min kone knap 71, så det lakker mod aftenstid for os begge.

Til de mange gode ønsker, der vil blive skænket guldbrudeparret på onsdag, vil vi gerne føje vor: Til Lykke!

Herning Folkeblad den 26. marts 1935: Annonce: Hjertelig tak for udvist opmærksomhed ved vort guldbryllup. Kristine J. A. Ottosen, Herning.