header

Helga og August Højrups hjem

Hjemmene er beskrevet i omvendt kronologisk rækkefølge, først deres fælles hjem og derefter Augusts og Helgas hjem før de blev gift med hinanden. Bemærk at hjemmene beskrives i omvendt kronologisk orden, altså de nyeste først.


Deres fælles hjem

Nyhusgade 6 i Frederiksværk var Helga og Aug.'s sidste fælles hjem. Huset havde de selv fået bygget i 1957 på en grund de havde købt af garver Althoun. Far omtalte i byggeperioden hus og grund som Godset som f.eks. Knud kør lige ud på godset med dette.

Interiør billeder, Nyhusgade 6, 1985:

header

Stuer og køkken, september 1985

Interiør billeder, Nyhusgade 6, 1957:

header

Stuen, julen 1957

Det var et typehus på 104 kvadratmeter plus en dobbelt muret garage bagved. Huset havde en ret speciel skrå loftskonstruktion af pressede halmplader og det kostede omkring kr. 32.000,- at opføre, 1. prioriteten var et statslån med en meget billig rente, 4,5% så vidt jeg husker, og det var billigt den gang.

Familien flyttede ind sidst på sommeren i 1957 nogle måneder efter Jesper og Knuds konfirmation. Igennem årene blev huset udvidet, først blev terrassen omdannet til en ekstra stue i direkte forbindelse med den eksisterende stue. Flere år senere blev den dobbelte garage ombygget til en stor pejsestue med en dobbeltdør ind til terrassestuen. Garageport åbningerne blev muret op i glassten der tillod lys at komme ind og samtidigt var godt isolerede efter den tids standard.

Vognmandsgade 5 i Frederiksværk også kaldet Formernes Hus må de være flyttet ind i i det tidlige forår 1943 for Knud blev født der den 7. maj. Anna Kraft har fortalt historien om at der var tre højgravide fruer der knap kunne komme omkring hinanden når de mødtes på den smalle trappe på vej til og fra vaskerum og WC i kælderen. Anna fødte Leo den 8. marts, Knud kom den 7. maj og to dage efter nedkom fru Conradsen med John Palle. Det var et godt sted at vokse op for små og store drenge, i flere år var vi faktisk kun drenge i ejendommen.

Interiør billeder, Vognmandsgade 5, april 1957:

header

Stuerne, april 1957 (konfirmation)

Lejligheden var en tre værelses på 1. sal som bestod af en lille entre med døre til køkkenet til højre og stuen til venstre. Fra køkkenet var der dør til et stort værelse der ligesom køkkenet lå mod gården. Fra dette værelse var der dør ind til soveværelset hvorfra der var en dør til stuen. Stuen og soveværelset havde i alt fire vinduer mod gaden og efter nogle år fik de lov til at rive væggen ned imellem dem og derved få en stor stue med spisestue i den ene ende og dagligstue med sovesofa til mor og far i den anden.

Opvarmningen var en kakkelovn der stod i den ene stue og der var koksrum i kælderen. Der var ingen varmt vand så kropsvask og soignering foregik ved køkkenvasken med opvarmet vand fra gaskumfuret, det vil sige at det var et forsænket bord med gasapparater på. Da WC'et lå helt nede i kælderen havde vi natpotter under sengene. Vi var dog heldige at der kun hundrede meter op ad Vognmandsgade i forbindelse med skolens gymnastiksal lå en offentlig badstue hvor vi alle fik et dejligt bad ca. en gang om ugen.

Frederikssundsvej 12, Kregme, lige ved siden af Kregme kirke. Her boede de med Jesper, i en kort periode efterår og vinter 1942-43. De havde et par værelser oppe under taget og Helga fortalte at de kunne se undersiden af tagstenene. De var meget fattige på dette tidspunkt og jeg har ofte hørt historien om hvordan julemiddagen blev reddet fordi en fisketransport lastbil fra Hundested var drejet så skarpt i svinget mod Frederikssund at den havde tabt en meget stor torsk.

Nørrebrogade 49D, Nørrebro. Ved vielsen den 5. november 1941 samt ved Jespers fødsel den 14. februar 1942 angives de at bo Nørrebrogade 49D, 4. sal og ved hans dåb den 17. maj 1942 var karetmager Viggo Pedersen, Nørrebrogade 49D, 4. fadder, så måske har de lejet et værelse hos karetmageren.

Blågårdsgade 2, Nørrebro. Jeg har ikke kunnet fastslå om de havde en fælles bopæl før vielsen, men jeg tror at de boede sammen i Blågårdsgade 2 hvor nogle af deres venner Ingrid Jeppesen og Karen Mortensen havde en meget stor lejlighed. De to damer stod også faddere ved Knuds dåb og jeg kan huske at vi har besøgt dem flere gange i Blågårdsgade 2.


Augusts hjem

Far flyttede til København fra Kolding i 1938 og blev meldt ind i brydeklubben C.I.K (Christianshavn Idræts Klub) i september 1938. Jeg har ikke kendskab til hvor han boede i København før vielsen den 5. november 1941.

Haveselskabet Brændkjærhøj. Omkring 1928 købte Aug.'s forældre en grund i Haveselskabet Brændkjærhøj, som kostede dem 2 kr. om måneden, hvilket var mange penge for dem. Carls bror-sønner Viggo og Rikard, der var murere, hjalp med at bygge et hus på grunden, det havde kun 1/2 stens mure, og taget var lavet af tilfældige træstykker. Aug. mente at baggrunden for flytningen var at understøttelsen var lidt højere inde i byen.

Skippers hus i Tved, Kolding. Året før Aug. døde var han og jeg på en tur til Jylland, kun vi to sammen. Vi kørte rundt og så nogle af de steder han havde været som barn, som f.eks. Kolding skole. Vi kørte også til udkanten af Kolding til hvad der dengang var Tved landsby sydøst for Kolding. Her fandt vi et lille stråtækt bindingsværks hus hvor han havde boet som barn fra juni 1925 til 1928.

Vejen hed Gl. Tved, huset havde nr. 8 og hed Skippers Hus. Der boede et venligt ældre ægtepar som inviterede os indenfor. De havde rigtig mange gamle malerier på væggene og vi fik lov at kigge ind i det værelse i den østlige gavl som far boede i sammen med Fridolph. Knud fik heldigvis fotograferet huset for nu er det nedrevet og der er bygget en stor villa på grunden med udsigt over Kolding fjord.

Allerede da Aug. var knap to år gammel flyttede familien til Endrup ved Esbjerg og derefter til Holsted hvor lillesøsteren Ketty blev begravet den 9. februar 1921. Få måneder senere var de flyttet til Engesvang hvor de bestyrede marketenderiet på Moselund Tørvefabrik. Da Asta blev født, august 1923 boede de i Vester Vedsted ved Hviding og Irma blev født i landsbyen Galsted i april 1925, så den lille Aug. nåede som barn at bo rigtig mange steder.

Riis kro, Givskud. Dette er Aug.'s første hjem for her blev han født den 27. september 1918, faderen var gæstgiver der. Tre uger efter lillesøsteren Kettys fødsel den 11. april 1920 flyttede de til Endrup øst for Esbjerg hvor de skulle have haft en osteforretning.


Helgas hjem

Blågårdsgade 4, 3. th., København. Det angives som Helgas adresse den 26. juni 1941 ved udstedelsen af "Legitimationskort for Sikkerhedsområdet i Jylland" nr. 30966. På det tidspunkt må hun være et godt en måned gravid med Jesper.

Erik Menvedsvej 10, Ebeltoft. Matr. 59b. Dette hjem blev omtalt som bag byen eller bagomme og her boede familien ved folketællingen 5. november 1925. Jeg har ikke kendskab til at mor har boet andre steder indtil hun rejste til København omkring 1940. I dag (2015) har huset nr. 20.

Plantebedet, Matr. 6, Ebeltoft. I dag hedder denne gade Skindergade. Her boede Helga med sine forældre og søskende ved folketællingerne 1. februar 1916 og 1. februar 1921.