header

Knud Højrup, mine hjem

Denne side fortæller om de hjem jeg har boet i igennem mit lange liv. Hjemmene er beskrevet i kronologisk orden.

Vognmandsgade nr. 5, Frederiksværk

Her boede jeg fra 7. maj 1943 til juli 1957, fra fødsel til konfirmation.

Mine forældre må være flyttet ind i Vognmandsgade 5 i Frederiksværk i det tidlige forår 1943, for der blev jeg født den 7. maj (kl. 08.00 ifølge mor). Huset hed Formernes Hus, det står endnu (2022) med store bogstaver på facaden. Far og mor havde lejligheden 1. sal til højre og familien Anna og Osvald Kraft boede 1. sal til venstre og Halvor Konradsen familien må have boet i stuelejligheden.

Anna Kraft har fortalt historien om at der var tre højgravide fruer der knap kunne komme omkring hinanden når de mødtes på den smalle trappe på vej til og fra vaskerum og WC i kælderen. Anna fødte Leo den 8. marts, Knud kom den 7. maj og to dage efter nedkom fru Conradsen med John Palle. Det var et godt sted at vokse op for små og store drenge, i flere år var vi faktisk kun drenge i ejendommen.

Interiør billeder fra Vognmandsgade 5:

header

Stuerne, april 1957 (Jesper og Knuds konfirmation)

Lejligheden var på tre værelser som bestod af en lille entre med døre til køkkenet til højre og stuen til venstre. Fra køkkenet var der dør til et stort værelse der ligesom køkkenet lå mod gården. Fra dette værelse var der dør ind til soveværelset hvorfra der var en dør til stuen.

Stuen og soveværelset havde i alt fire vinduer mod gaden og efter nogle år fik mor og far lov til at rive væggen ned imellem dem og derved få en stor stue med spisestue i den ene ende og dagligstue med sovesofa til mor og far i den anden.

Opvarmningen var en kakkelovn der stod i den ene stue og der var koksrum i kælderen. Der var ingen varmt vand så kropsvask og soignering foregik ved køkkenvasken med opvarmet vand fra gaskumfuret, som var et forsænket bord med løse gasapparater på. Gasmåleren hængte oppe under loftet.

Da WC'et lå helt nede i kælderen havde vi natpotter under sengene. Vi var dog heldige at der kun hundrede meter op ad Vognmandsgade i forbindelse med skolens gymnastiksal lå en offentlig badstue hvor vi alle fik et dejligt varmt bad ca. en gang om ugen.


Nyhusgade nr. 6, Frederiksværk

Her boede jeg fra juli 1957 til 1. september 1962, fra konfirmation til student.

Huset i Nyhusgade 6 i Frederiksværk havde mor og far selv fået bygget i foråret 1957 på en grund som de havde købt af garver Althoun. Far omtalte i byggeperioden hus og grund som Godset, f.eks. som : Knud kør lige ud på godset med dette.

Interiør billeder, Nyhusgade 6:

header

Stuen, julen 1957

Det var et typehus på 104 kvadratmeter, det maksimale man kunne opnå statslån til plus en dobbelt muret garage bagved. Huset havde en ret speciel skrå loftskonstruktion af pressede halmplader og det kostede omkring kr. 32.000,- at opføre, 1. prioriteten var et statslån med en meget billig rente, 4,5% så vidt jeg husker, og det var billigt den gang. Der var centralvarme med en koksfyret kedel i fyrrummet.

Familien flyttede ind sidst på sommeren i 1957 nogle få måneder efter Jesper og min konfirmation. Der var bryggers, fyrrum, spisekøkken, badeværelse med kar, kombineret spise- og opholdsstue samt soveværelse og to små børneværelser på 8 kvm. Det sidste var Jesper og jeg meget glade for.


Torkel Badensvej 16, Hellerup

Her boede jeg fra 1. sep. 1962 til 1. nov. 1962 som studerende ved Kbh. Universitet.

Jeg begyndte på Københavns Universitet den 6. september 1962 og havde derfor fundet et værelse i Hellerup hos en ældre enke. Værelset lå på 2. sal og havde et lille tagvindue ud mod vejen. Der var ikke adgang til køkken så hovedmåltiderne spiste jeg enten i Egmont kollegiets store spisesal på Nørre Allé eller i Kannibalen som universitetets kantine på Frue Plads blev kaldt.


Flyvevåbnets kaserner

Her boede jeg fra 2. nov. 1962 til 1. maj 1965.

I de tre måneders rekrutskole i Gedhus ved Karup samt de ni måneders sergeantskole i Værløse Nord boede jeg på 6-8 mands stuer og spiste i kantinerne. Da uddannelsen var færdig blev jeg lærer på sergeantskolen og boede på tomandsværelser på skolen.

Efter 24 måneders værnepligt tegnede jeg kontrakt på yderligere seks måneder, tre som sergeant på rekrutskolen i Gedhus / Karup og tre måneder på flyvestation Avnø, hvor jeg var våbenlærer for 90 værnepligtige ingeniører der gennemgik en forkortet sergeant uddannelse der.


Strandvejen 168, Frederiksværk

Her boede Jytte og jeg fra 1964 til 1965.

Lejligheden var to pænt store værelser i kælderen i ægteparret Kampfeldts hus med udsigt til en lille sø. Køkkenet i kælderindgangen bestod af et strygebræt med to kosangas-blus og et gas-køleskab. Køkkenvasken var i vaskerummet som lå i den anden ende af gangen.

Interiør billeder fra Strandvejen 158:

header

Køkken og værelser, juli 1965


Wiedeveltsgade 20, København Ø

Her boede Jytte og jeg fra 1965 til 1969.

Vi købte huset i efteråret 1965 for kr, 78.300,- af et dødsbo. Det havde tilhørt Jyttes farmors søster Nanna og hendes mand Otto Pedersen siden 1929. Manden døde i januar 1965 men Nanna var ikke i stand til at klare sig selv og var derfor flyttet til Sct. Hans ved Roskilde hvor hun døde sidst på året.

Huset var en tre etagers udlejningsejendom med tre lejligheder opført 1889. Det lå på en 73,68 kvm grund der var lejet af Københavns Kommune med en 100 års lejeaftale som ville udløbe i 1988. I stueetagen var der en to værelsers lejlighed med køkken og eget toilet. Ejerens lejlighed bestod af en lille entre, køkken og to værelser på 1. sal samt soveværelse og toilet på 2. sal. På 2. sal var der også en et værelses lejlighed med eget køkken samt toilet fælles med ejeren. Opvarmningen var gamle kakkelovne med oliebrændere og 10 liters tanke i trappeopgangen.

Enkefru Andersen boede i stuelejligheden, 2. sals lejligheden var ledig men da man ikke kunne få tilladelse til at nedlægge lejligheder blev den udlejet til en programmør kollega fra Datacentralen.

Interiør fotos fra Wiedeveltsgade 20, 1966:

header

Køkkenet og de to stuer på 1. sal, 1966

I de godt fire år vi boede i Wiedeveltsgade blev der foretaget mange forbedringer, først fik vi sandblæst facaden, det var vi flere ejendomme der arbejdede sammen om. Derefter fik vi udgravet kælderen hvor der var murstensgulve med en loftshøjde på kun 1,84m. Soklen måtte understøbes hele vejen rundt inden der kunne støbes betongulv der gav en loftshøjde på 2,10m.

Næste store aktivitet var en større renovering af 1. salen: nyt elementkøkken, nedrivning af væggen imellem stuerne, nyt træloft samt maling og tapetsering. Den sidste større opgave var installation af centralvarne i alle lejlighederne, det skete i Påsken 1969. Den opgave klarede min barndomsven Leo Kraft der var ingeniør og som lånte en servicevogn i faderens firma Osvald Kraft VVS i Frederiksværk. Her er Leos tegning af ejendommen i forbindelse med installation af centralvarme.

Man kan se resultatet af 1. sals renoveringen på interiør billederne herover (før) og herunder (efter). Kameravinklerne er ca. ens i de to billedserier.

Interiør fotos fra Wiedeveltsgade 20, 1968-69:

header

Køkkenet og de to stuer på 1. sal, 1968, 1969, 1968

Efterhånden som børnene blev større voksede behovet for mere plads og for et mere børnevenligt kvarter. I foråret 1969 fandt vi Per nede ved søerne, han havde altså passeret Øster Søgade hvor der også dengang var meget trafik, det forstærkede jagten på en ny bolig.

Den 23/9 1969 blev ejendommen solgt for kr. 232.500,-.


Hasselhaven 99, Glostrup

Her boede Jytte og jeg fra 1969 til 1995.

Den 28. juli 1969 blev der skrevet slutseddel på huset med overtagelse den 1. september 1969. Det var et færdigbygget typehus på 155 kvm fra firmaet Bent Nielsen Typehuse A/S i Slagelse. Ud over en meget stor stue (55 kvm) var der køkken, lækkert badeværelse med kar, brus og bidet, soveværelse, gæstetoilet samt tre børneværelser og fyrrum / bryggers, lige klart til at flytte ind. Købsprisen var kr. 328.000,-. Jeg kan huske at 2. prioritetslånet var forrentet med 11,34%, og det var min far meget bekymret over. Her er tegning af huset.

I foråret 1972 byggede vi sammen med naboen John Schumann havemur samt murede udhuse med carporte i skellet imellem vore grunde. Vi udgravede og støbte selv soklerne med hjælp fra familierne.

Hasselhaven 99, havemur / udhus:

header

Havemur og udhus, 1972, 1991, 1981

Klik her for at se foto fra carport-siden, og her er foto at kotelet-benet som blev belagt med fliser i 1988. Bemærk at skorstenen er væk på koteletben-fotoet efter installation af naturgas og taget er nymalet, begge dele skete i 1988.

Stuen var en vinkelstue på 55 kvm som vi delte op med afdelinger til dagligstue, TV-stue og spisestue.

Hasselhaven 99, stuerne:

header

Dagligstue, TV-stue og spisestue, i alt 55 kvm.

Huset blev solgt den 13. december 1994 for kr. 1.191.460,-. Jeg havde indhentet salgsoplæg fra to ejendomsmæglere, en i Glostrup der foreslog en salgspris på kr. 985.000,- og en i Albertslund der mente at kunne sælge huset for kr. 1.200.000,- og at de havde flere interesserede købere. Jeg valgte selvfølgelig den sidste og huset blev solgt meget hurtigt.


Topperne 4, 1. lejlighed 13, Albertslund

Her boede Jytte og jeg fra 1994 til 1999.

Lejligheden på 87 kvm plus en altan på 8 kvm blev købt i april 1994 for kr. 437.000,-. Den lå på 1. sal ud mod Herstedvestervej og inden vi flyttede ind, blev køkken, badeværelse og toilet totalrenoveret og altanen blev glas-inddækket. Ud over disse rum var der entré, skabsgang, soveværelse og to små værelser, se denne tegning:

header

Plantegning over Topperne 4, 1. lejl. 13

Lejligheden blev solgt i december 1999 for kr. 1.027.000,-, det var vist første gang en lejlighed i bebyggelsen rundede millionen.


Godthaabsvej 14, Astrup, Hjørring

Her bor Kirsten og jeg fra 1. juli 1999 til nu.

Vores hus ligger i den hyggelige landsby Astrup som er placeret lige midt imellem Hjørring og Sindal i Vendsyssel. Himlen er høj, luften klar og vi nyder stilheden og vort dejlige hjem.

Huset er ret specielt, det er bygget af mursten i tre forskudte plan hver på ca. 50 kvm, ydermurene er to halvstens mure med 200mm rockwool imellem, alle indvendige mure undtagen en enkelt er også bygget af mursten. Indvendigt og udvendigt er alle mure oprindeligt kalket på den gammeldags facon, men i de senere år har vi anvendt Skalcem 100. Der er klinkegulv med gulvvarme i underetagen og trægulve i resten af huset.

Husets kompakte facon og de mange indvendige mursten resulterer i et meget stabilt og allergivenligt indeklima. De store murstensflader optager og afgiver både fugt og varme effektivt og vi er blevet gjort opmærksomme på at de vandskurede vægge og det skrå træloft giver en behagelig akustik i det store rum.

header

Godthåbsvej 14, indre panorama foto, juli 2020.

Den østvendte svalegang har to væsentlige funktioner, den er det bedste sted at opholde sig på de rigtigt varme sommerdage og så tillader overdækningen at den tidlige morgensol når helt ned på morgenbordet i spisestuen men bremser solindfald resten af dagen og sikrer dermed et køligt indeklima.