Clara Vindberg & Peter Graabæk, Ebeltoft
12. Jens PETER Petersen GRAABÆK blev født den 19. marts 1840 i Tirstrup, døbt den 31. maj 1840 i Tirstrup, søn af arbejdsmand Peder Sørensen Morten (1800 - 1868) og Maren Christensdtr Buch (1803 - 1844) som ikke var gift med hinanden. Blev konfirmeret den 23. april 1854 i Ebeltoft. Peter døde den 16. december 1902 i Ebeltoft, han blev 62 år. Begravet den 23. december 1902 i Ebeltoft. Stilling: Arbejdsmand i Ebeltoft.
Hans moder døde allerede da han var 4 år (1844) så han kom i pleje hos teglbrænder Johan Henrich Biger og hans kone Maren Pedersdatter i Tirstrup. Opholdet betaltes af fattigvæsenet.
Han blev døbt Jens Peter Petersen men fik kaldenavnet Graabæk fordi han som ung boede hos halvsøsteren Bolette Petrine som i 1852 var blevet gift med husmand og daglejer i Hyllested Rasmus Jensen Graabæk. Han blev kaldt Peter Graabæk i Ebeltoft og omegn og hans børn blev også kaldt Graabæk indtil nogle af dem skiftede efternavn til Vindberg.
Peter Graabæk blev gift den 28. november 1869 i Draaby med:
13. CLARA Olavia Jensine Vindberg, datter af Jens Harald Vindberg (1816 - 1877) og Karen Christensdtr Trold (1818 - 1883). Hun blev født den 29. april 1849 i Boeslum, døbt den 28. maj 1849 i Draaby. Blev konfirmeret den 19. april 1863 i Draaby. Clara døde den 25. oktober 1928 på Frederiksberg, hun blev 79 år. Begravet den 30. oktober 1928 i Solbjerg.
Clara Vindberg og Peter Graabæks børn:
- Jenny MARIE Cathrine Petersen (1870 - 1938)
- ANNA Augustine Frederikke Petersen (1872 - 1914)
- Jens Peter ADOLPH Windberg (1874 - 1960)
- Christian OLAF Edvard Vindberg (1876 - 1958)
- Klara Petersen (1878 - 1878)
- Niels CHRISTIAN Petersen (1879 - 1961)
- Søren LUDVIG Ansgar Vindberg (1881 - 1946)
- KAREN Lovise Otilia Petersen (1884 - 1964)
- Jens HARALD Vindberg (1886 - 1965)
- Knud Vindberg (1888 - 1964)
- Klara Marie Karoline Petersen (1890 - 1890)
CLARA Mathilde Laurense Petersen (1892 - 1961) Plejebarn, datterdatter
Sønnen Ludvig Ansgar: Erindringer fra min barndom
:
Mine Forældre har altid været stræbsomme og flittige, men dengang var det ikke
let at komme ovenpå, selv om både Moder og Fader arbejdede hver Dag. Jeg husker, at Mor
strikkede Strømper for Forretninger og fik 25 øre pr. Par, og strikkede 1 Par om Dagen,
foruden at passe Huset og reparerede Tøj om alle Børnene. Vi fik ikke nyt tøj
før vi skulle konfirmeres, ellers måtte vi gå med brugttøj, som ikke var
så dyrt, men vi var altid hele og rene.
Far gik på Arbejde i Skoven, hvor han fældede Træer, pillede Bark til Garveriet, var også med til at plante Træer, og passede en Planteskole. Om Høsten arbejdede Far hos dem som havde Jord, var med til at Høste, tage Kartofler og Roer op, hvor vi Børn også kunne gøre gavn. Om Vinteren tærskede Far for Bønderne, og som Betaling fik Far Korn der blev leveret til Bageren, og så fik vi Brød istedet.
Far tog også Stød op i Skoven, for at der kunne være noget at putte i Kakkelovnen, for trods Fattigdom manglede vi ikke hverken Mad, Tøj eller varme, selv om der aldrig var i Overflod. Arbejdstiden var mange Gange fra 5 om Morgenen til 9 eller 10 om aftenen.
Om Efteråret i Slagtetiden pillede vi Torne af Slåenbuskene, rensede og solgte dem til Folk, de blev brugt til at sætte for Enden af Pølserne. I December lavede vi Juletræspynt som blev solgt til Forretningerne, Fortjenesten var ikke stor, men der blev regnet med alt.
Til Fastelavn blev der ligeledes til Forretninger lavet Fastelavnsris og vi gik selv ud på Landet og solgte dem. Der blev sommetider lavet et Par Hundrede til 10-15 og 25 Øre pr. Stk. Moder bandt også Kranse og solgte, der var også mange Hænder i arbejde med det, Fader hentede Mos ovre på Mols, 3-4 store Sække som vi skulle ordne i små Bunker og sørge for, at der ikke var Græsstrå i. Efeu Blade som vi hentede forskellige Steder skulle renses i Olie så de skinnede, Græs som vi pillede om Sommeren, blev farvede af Mor og brugt til Kranse, og hun lavede også Blomster og dyppede i Stearin for at se naturlige ud.
Der var nogle af os Drenge som var på en Klædefabrik og passede en Maskine fra 1. til 7, der vankede 1,50 Kr. om Ugen, andre af Drengene var Vogterdrenge om Sommeren, og det År vi skulle konfirmeres skulle vi ud og tjene til Habitten, man fik for en Sommer 20 Kr. og det var gerne fra 5 om morgenen til 8 om Aftenen. Så snart vi var konfirmeret måtte vi henholdsvis i Lære eller på Landet.
De to ældste kom på Landet, og vi var 3 der kom i Lære, og en tog ud at sejle. De tre søstre kom ud at tjene. De ældste er senere gået over til Gartneriet.
Når først vi var kommet ud blandt fremmede var vi sjældent samlede, første Gang vi var samlede flest, var den 20. Okt. 1945, hvor 7 Søskende var sammen hos Oluf hvor vi havde en dejlig Dag, som jeg tror vi alle vil huske.
Sønnen J. P. Adolphs erindringer om sit barndoms hjem:
Jens Peter Adolph Windberg har skrevet sine erindringer "En Ebeltoftdrengs eventyrlige omskiftelser og en rejse til Mongoliet" som er revideret i 1999 af barnebarnet Inge Ruth Windberg. Inge Ruth har givet mig lov til uddrage de sentenser der omhandler hans barndomshjem.
Adolphs erindringer:
Det første sted jeg kan huske, var hos en mand, som hed Svensen, en rigtig gammel arrig mand, som vi børn var bange for. Han havde langt gråt skæg og hans kone var en ren furie mod børnene. De havde fire lejligheder at udleje, foruden deres egen trange mørke huller. Kalkede vægge, små vinduer, komfur fandtes ikke, et hul i noget murværk med en rist, altid røg i køkkenet, ingen kakkelovn, det måtte mine forældre selv anskaffe, der var et kogerum, hvor min mor kunne bage en kage eller et brød, når hun satte gråt papir for kakkelovnslågen, den var nemlig med huller i, vel nok for pynt, men brødet smagte dejligt, selv om der ret ofte var revet kartofler i melet, det var ikke ret tit, der var råd til denne luksus. Huslejen var 4 kr. om måneden, men vi flyttede snart derfra og længere ned på Nedergade ved en gammel enke, som de kaldte Røgmutter, leje 40 kr. årlig, men der var det umuligt at være, det røg, så vi fik tårer i øjnene hele dagen, så blev huset købt af et nyt postbud ved navn Løjstrup. Røgmutter kom i fattighuset længere ned af Nedergaden hos en gammel mand, de kaldte Bulefar, han var meget flink, boede til gaden i et langt hus, i den ene ende var en pigeskole, hvor jeg fik mine første undervisninger i ABC, jeg var kun 5 år, men lærerinden ville hellere have mig inde end udenfor, hun var flink og børnene var glade for hende.
Vor lejlighed var i gården, der var et hus med to lejligheder, i den ene boede, kan jeg huske, en svensk kone, manden kan jeg ikke huske, men jeg kan huske, at loftet var skilt af på midten med lægter og brædder, der pillede de hul og hentede af vores tørv og brændsel, så klagede min mor til værten og så måtte de flytte.
Vi havde en dejlig have der, ud til den berømte Smedens Bæk, som altid løb igennem et rør i en mur, som var sat op for at skærme, så vandet ikke kunne forurenes, der hentede vi vand og skibene forsynede sig der med fersk vand.
I min barndom var der megen sejlads til Ebeltoft, der var jo ingen bane, skib to gange om ugen fra århus og en gang om ugen fra København, da kunne man komme til København for 3,50 kr. på dæksplads, ingen kahyt fandtes. Jeg husker en af damperne, den havde tre master og hed Avanti, har engang sejlet med den, min første tur til København i 1892, en frygtelig sejllads i storm, glemmer det aldrig. Til Århus gik en som hed Helgenæs og en som vist nok hed Falken, en lille uskyldig en, det var ikke meget den kunne laste, nej.
Men videre med barneårene, der var jo nok at tage vare på om sommeren med at fiske og stryge rejer. Min onkel var fisker og lavede mig et prægtigt net, fangede mange rejer, som var nemme at sælge til herskaberne oppe i byen, for 25 øre for en pot, så var der skrubberne, når der var lavvande og der kun stod lidt vand mellem sandrevlerne, da kunne man se skrubberne. Når de havde basket sand over dem, så man kun kunne se øjnene og lidt af formen i sandet, så trådte man bare på dem med foden og tog dem med hånden og ned i posen, det var mad til min mor og os alle sammen, rejerne var for dyre for os.
Det var småt med fortjenesten, min far havde 50 øre om vinteren og 66 øre om sommeren. I skoven var der sommetider akkord på gravning af huller og grøftegravning, så kunne vi større drenge give en hånd med, min far var en lille klein mand, så vi større drenge havde næsten flere kræfter.
Om høsten var de ude på en gård, far høstede og mor bandt kornet i neg, så fik de lidt korn, lidt penge og kosten, og de større børn måtte så køre den mindste om middagen ud til mor, så den kunne få sin pattår, ellers måtte den nøjes med sin tøjsutte, med lidt brød og sukker, man har vel selv prøvet det samme.
Vintrene var slemme ved fattige folk dengang, vi har aldrig sultet takket være en dygtig mor, hun strikkede for folk på landet og i byen og til en forretning og hun bandt kranse og lavede kunstige blomster og fastelavnsris. Vi børn blev sendt ud at sælge i by og på land, kurven var fuld når vi gik, men jeg må sige, at den var ikke tom, når vi kom tilbage, der var mangen god bid i. Vi havde også vore bestemte steder og besøge om lørdagen med kurven og fik altid besked på, at vi måtte komme igen. Der var hjertelag i de fine gamle damer, måske de misundte min mor, alle de dejlige børn, jeg har selv fået mangen godt måltid mad, når jeg som bydreng for gamle jomfruer hentede mad til dem hos herskaberne i den traditionelle todelte spand forskellige steder i byen, de kunne ikke betro hvem som helst denne post, man fik jo sin 5 øre for at gå, den skulle afleveres hjemme, vi fik jo vor bestemte portion mad, halvanden - to- to- og en halv rundtenom, ligesom vi var gamle til, en med amerikansk fedt og en med mosede kartofler blandet med margarine, det kom i min barndom og kostede 45 øre pr. pund, lignede tælle, men der var en lille pose med kulørt salt, som skulle blandes i. Fedtet kom i store fustager, smagte meget godt, men lugtede rædselsfuldt, men det gled. Kom vi for sent fra vor leg om aftenen, blev vi varmet godt om ørerne og i seng uden mad, som regel kunne man huske det et par dage, børn glemmer hurtigt, men det er dyrt at glemme. Vi elskede vor mor trods hendes strenghed, min far slog ikke ret ofte på vi børn, tog os somme tider i forsvar.
Om vinteren havde vi andre ting at varetage, når vi ikke var med far i skoven eller på Mols og hente grønt til kranse, så var der jo slæden, bakker havde vi jo nok af og nogle kunne vi køre fra og helt ned forbi kirken til Nedergaden, der var kun en gammel politibetjent og ham kunne vi jo løbe fra, vi måtte ikke køre på gaden. Var der is på vigen, så var der den dejligste skøjtebane eller også en lille slæde så stor så fødderne lige kunne være der og så et skaft med en pig i, da kunne man sætte en god fart.
Småfolk måtte for at sikre sig, sørge for at have en passende beholdning i kule til vinterbrug. Mine forældre sørgede for at samle på akkord, vi børn hjalp til, dem som var hjemme. Om vinteren tærskede min far med plejl, på dagløn eller på tønde, som de kaldte det, 50 øre for korn og 60 øre for rug eller hvede, på dagløn var det 66 øre om dagen og kosten, mælk gav vi 8 øre for en pot. Min onkel var præstegårdsforpagter, der købte vi mælk. Mine forældre flyttede om på Overgaden i et lille hus med to små stuer og køkken, der var heller ingen komfur, men fyrhul med en rist. Huslejen 50 kr. om året, men der var en god lille have til grøntsager og blomster, som min mor satte pris på. Huset tilhørte en ung mand, som sejlede, han havde arvet det efter sin bedstefar. Hans far fik huslejen, han var landpost. Så skulle huset sælges, endnu havde jeg ikke penge nok til at købe, det skulle koste 500 kr.. Jeg har lige været i Ebeltoft, da fik jeg at vide, sidst det var solgt kostede det 7000 kr., der var kommen en kvist på.
Mine forældre flyttede så på Nedergaden i en kælderlejlighed ved nogle ældre folk, som de kom godt ud af det med. Nu var jo børnene efterhånden kommen hjemmefra, kun fire hjemme, når jeg kom hjem, var vi somme tider oppe hos værtsfolkene og få en Servensel (KH: sandsynligvis et spil kort) og en kaffetår, det var lidt af vor familie, så vankede der en halv kaffe. Konen havde fransk vask, manden arbejdede kun lidt om sommeren.