header

August Højrups brydning

Aug. Højrup, først bryder, så træner, så SAU formand og kampleder.

Jeg (Knud Højrup) har altid vidst at far Aug. (August) var en ret kendt og dygtig bryder, jeg har set hans præmier og medaljer og hørt om hans mange rejser i forbindelse med brydekampe i Skandinavien og Europa.

Men i sommeren 2012 var jeg i Frederiksværk i nogle dage for at genopfriske barndomsminder, og som slægtsforsker gik jeg naturligvis på lokalarkivet i det gamle Arsenal museum og spurgte om de havde nogle arkivalier om min far. Medarbejderen kiggede i flere seddelregister kasser og sagde at der nok var noget, gik op på loftet og efter længere tid kom han ned med to bøger i folio størrelse.

De var blevet afleveret til Frederiksværks historiske arkiv i efteråret 1978 og viste sig at være helt fyldte med avisudklip og fotografier, alle relateret til fars brydning. Desværre var de fleste avisklip og fotos udaterede, men heldigvis havde jeg en tredie af fars scrapbøger som indeholdt et register over hans brydekampe for perioden september 1938 til juli 1950, som kunne anvendes til at datere langt de fleste udklip og fotos.

Desværre nåede jeg ikke at kopiere / affotografere alle udklip, men under læsning af dem jeg nåede, blev jeg meget overrasket over at han var så kendt som artiklerne giver indtryk af. Han har været en spektakulær og kontroversiel sportsmand der virkelig kunne lave avisoverskrifter, positive så vel som negative, her er nogle smagsprøver: (Klik på datoen for at se artiklen)

  • 3/9 1941: August Høyrups store chance.
  • 3/3 1946: August Høyrup en skandale.
  • 28/11 1948: Aug. Høyrup kastede den olympiske mester.
  • 22/3 1950: Højrup bedste dansker ved VM i brydning. (i Stockholm)
  • 26/3 1950: Danmarks bedste bryder ikke på landsholdet! (mod Italien)
  • 17/4 1953: August Højrup blev nr. 4 ved VM. (i Neapel)
  • 4/1 1957: August Høyrup beskyldes for usportslig handling. (Oliesagen)

Jeg glæder mig til at få kopieret resten af avisklip og fotos fra disse scrapbøger.

På siden med Augusts brydekampe vil man kunne læse de artikler og fotos jeg nåede at få med hjem og kunne datere ved at klikke på et hyperlink på datoen for den kamp som artiklen omhandler. Hvis der er flere artikler om den samme kamp vil der også være hyperlinks i kamp nr. og modstanders navn.


Aug. Højrup, bryder:

Danmarks Brydeforbunds hjemmeside kan man læse følgende:

Brydesporten var i tyverne og trediverne en af landets 'større idrætsgrene', der specielt tillokkede medlemmer fra arbejderklassen. Således kunne sporten dengang tælle klubber som: Brandmændenes IF og Carlsbergs IF, men også Handelstandens forening samt hele to Politi idrætsforeninger var med i denne periode.

Brydesportens popularitet gjorde det muligt for en ung mand som far der kom fra arbejderklassen at opbygge prestige og selvtillid. Hans resultater indenfor brydningen har helt sikkert været stærkt medvirkende til hans succes i livet som både menneske og forretningsmand.

Kolding brydeklub, K.I.F. eller K.J.F.

Aug. begyndte at brydes i Kolding allerede da han var en stor dreng, i 1934 (16 år gl.) efter eget udsagn i en avisartikel fra november 1948. Hans storebror Fridolph ses også på dette foto af Kolding Idræts Forenings (K.J.F.) brydehold. Aug. (midterste række nr. 3 fra venstre) ser ud til at være omkring 17 år og fotoet må derfor være fra ca. 1935.

Kolding K.J.F. bryderhold 1936

Fotoet herunder viser et mindre hold fra Kolding Idræts Forenings bryderafdeling. Man kan genkende flere af bryderne fra fotoet ovenover og se at de ser lidt ældre og mere robuste ud, så jeg vurderer at billedet er et år yngre end det ovenfor, så det må være fra 1936 og sandsynligvis klubmestrene ved stævnet på Højskolehjemmet.

Kolding K.J.F. udvalgt bryderhold ca. 1936

Herning brydeklub

Det næste billede viser Aug. (forreste række nr. 2 fra venstre) lidt mere voksen end på de første billeder, det er Herning brydeklubs hold i 1938 ifølge deres 75 års jubilæumsskrift fra 2008. Jeg ved endnu ikke hvornår August startede i Herning og hvornår han sluttede, men håber snart at finde ud af det.

Herning Brydeklub 1938

I en af sine scrapbøger skriver Aug. selv at han fra 1935 til indmeldelsen i C.I.K. den 25. september 1938 havde haft anslået 100 kampe med 81 vundne og 19 tabte.

Brydeklubben C.I.K., Christianshavn

I september 1938 blev Aug. indmeldt i Christianshavns brydeklub C.I.K. og havde den første kamp for dem den 25 september 1938 i Hundested, modstanderen var Vitalius Jeppesen, Aug. vandt kampen.

C.I.K København ca. 1940

Ovenstående foto viser C.I.K. brydere omkring 1939, bemærk at Abraham Kurland der ellers brydes for klubben Hakoah er med på billedet i alm. tøj (hvid jakke). Det er mit gæt at han har været ansat som træner for holdet, og det er ret interessant for Abraham Kurland var Augusts værste konkurrent i letvægts klassen og først i 1950 lykkedes det for Aug. at blive dansk mester i denne klasse.

I C.I.K. begyndte Aug. at føre et egentligt kamp register med angivelse af dato, modstanders navn og klub samt kampens resultat. Dette register er heldigvis bevaret og har været til stor hjælp til at datere de mange avisklip i de tre scrapbøger.

Brydeklubben Alsia, Sønderborg

Aug. udtaler til en journalist: I 39 var jeg soldat i Sønderborg, hvor jeg så startede for Alsia. I Alsias jubilæumsskrift for perioden 1921-1961 side 57 er der en oversigt over klubbens Placeringer ved Sydjyske mesterskaber og her er angivet at August Højrup blev nr. 2 i weltervægt i 1940 og fik denne medalje.

Brydeklubben Heros, Frederiksværk

Den 1. januar 1942 blev Aug. indmeldt i atletklubben (A.K.) Heros i Fr-værk og havde sin første kamp for klubben den 18. januar 1942 mod Axel Olsen fra klubben Ursus i Hundested som blev kastet efter 5 min og 50 sek.

Den 25. januar 1942 afholdt Øernes Athlet Union (ØAU) kredsmesterskaber i Hundested og Aug. vandt alle sine seks kampe og blev kredsmester i letvægt, en fin gave til hans nye klub.

Heros Frederiksværk ca. 1942

Billedet herover er sandsynligvis taget i 1942 og viser Heros' udvalgte hold med den tidligere danmarksmester Anker Andersen som træner. Det er taget i den lille sal på Grand Hotel i Fr-værk hvor Heros da havde træningslokale. Det er samme sal som Englys Danseinstitut benyttede i mange år.

Ved europamesterskaberne i Prag den 11. - 14. april 1947 var der to deltagere fra Heros nemlig Knud Frederiksen og Aug. Højrup. Der findes et fint foto af bryderhold og ledere ved afrejsen fra Kastrup Lufthavn, det er Aug. yderst til venstre og Knud ca. midt i billedet ved fly-døren. Det har sikkert været begges første flyvetur. Aug. skriver i sit kampregister: 1 vunden og 2 tabte. Det er værd at bemærke at de to kampe han tabte var til henholdsvis guld- og sølvvinderen.

Europamesterskaber i Prag april 1947

I en artikel i Aarhus Stiftstidende den 14. april 1947 er der navngivet to brydere som også er med på ovenstående foto, nemlig fluevægteren Svend Aage Thomsen fra Thor Vejgaard, Aalborg og weltervægteren Henrik Hansen fra brydeklubben Dan, København.

I sine mindeord efter Augusts død i 1985 skriver formanden for Heros, James Jørgensen: Vi vil mindes ham som bryderen der kom fra C.I.K. København, Herning, Alsia og Kolding der var hans fødeby, og som var med til at løfte Heros op i et højere plan. Hans internationale resultater hører til klubbens mest fremragende. Især hans landskamp score: 13 sejre ud af 14 mulige, hans 4. plads ved VM i Napoli, 5. plads ved VM i Stockholm, og udmærkede indsats ved hans første EM i Prag, samt adskillige førstepladser ved stævner rundt om i Sverige, på den tid landet med verdens ypperste brydere, gjorde ham berømt langt ud over landets grænser. Hans sejre over verdensmesteren Gustav Freij, den olympiske sølvvinder Åge Eriksen, Norge og mange andre var resultater der stod gny om.


Aug. Højrup, træner:

Aug. virkede som træner på flere måder, f.eks. skriver James Jørgensen i sine mindeord: Han havde et kollosalt blik for at aflure berømtheders finesser og en fortræffelig evne til at videregive disse til os andre mere ordinære brydere hjemme i træningslokalet. Og senere i samme nekrolog: Efter endt brydekarriere virkede Højrup som en værdsat træner i FIF Hillerød og Fr.sund AK.

Her en artikel i Land og Folk den 24. november 1954 med foto som viser Aug. coache tvillingerne Keld og Kurt Madsen før en holdmatch mod Husum IF som Heros står til at vinde.

Billedet herunder viser FIF Hillerøds bryderhold, August i civil med slips, var han deres træner?:

FIF Hillerød med Aug. Højrup

En ung og lovende Heros bryder ved navn Kurt Madsen blev Aug. en slags personlig træner og "protegé" for, det er beskrevet fint i denne avisartikel om en landskamp imellem Norge og Danmark på Østergades Hotel i Aarhus den 12. og 13. marts 1953, hvor de begge to deltog som brydere, Kurt som 17-årig debutant. Der findes desuden et udateret foto af begge to i ny? landskampdragt.

I forbindelse med de kommende danske mesterskaber som skulle foregå i Nakskov den 9.-10. marts 1963 omtales August som Instruktør for SAU's (Sjællands Athlet Union) brydere i denne artikel i Jyllandsposten.

Landsholdstræner

August var også træner for landsholdet nogle gange, hvor mange vides ikke. Billedet herunder viser en række brydere i landsholdsdragt flankeret af Dannebrog. August står yderst til højre ved siden af de danske dommere. Blandt bryderne ses to af hans gode venner Gunnar Henningsen fra Horsens og Jakob Madsen fra Heros. Det er muligvis landskampen mod Sverige den 31. marts 1963 i Skara.

Højrup, træner for landsholdet

Oliesagen

I landskampen i slutningen af 1956 imellem Norge og Danmark i Frederiksværk var Aug. landsholdstræner og blev flere dage efter i den svenske avis Idrottsbladet beskyldt for at have begået en usportslig handling ved at gnide nogle af bryderne ind i olie for at modstanderne skulle have sværere ved at få grebene anbragt.

Dansk Atlet Union ved sekretæren Gotfred Jensen (Over-politibetjent) indledte en undersøgelse som helt rensede August for beskyldningerne. I scrapbøgerne i Frederiksværk lokalarkiv ligger der en genpart af den fem sider lange redegørelse. DAU's formand Egon H. Lange sender redegørelsen til Norge i forventning om en udskyldning ifølge dette avisklip. Men efter dette avisklip at dømme resulterede sagen i at landskamp samarbejdet med Norge blev lagt på is i et stykke tid, hvilket bekræftes i denne artikel i Jyllandsposten den 30. august 1957.


Aug. Højrup, SAU formand:

James Jørgensen skriver i sine mindeord: På lederfronten gjorde han også sin indsats, idet han i flere år var formand for Sjællands Atlet Union.

Det eneste vidnesbyrd jeg har kunnet finde om Augusts virke som formand for SAU er en stor avisartikel der handler om afviklingen af de danske mesterskaber i brydning i Auderød lejren i week-end'en den 10.-11. marts 1962. Fr-borg Amtsavis skriver: Det er Sjællands Atlet Union, der med sin energiske formand, den tidligere danmarksmester og Heros bryder, August Højrup, i spidsen står for det store arrangement, som for første gang siden i tyverne, hvor man kun havde tre vægtklasser, bliver med fri anmeldelse.

I Augusts scrapbøger er der også et brev fra Danmarks Radios Gunner NU Hansen til Aug. vedrørende arrangementet, som bliver sendt både i radio og TV med Palle Holgersen som studievært.


Aug. Højrup, kampleder:

Augusts dommerkort blev oprindeligt udstedt den 9. september 1957, men med en gen-udstedelse den 1. oktober 1962. Kortets registreringer af turneringer hvor han har virket som dommer begynder dog først i 1965.

Grunden til genudstedelsen i oktober 1962 var at Aug. i marts 1962 var i Paris som dommer og på den tur blev den mappe han havde sine brydepapirer i stjålet på en togstation. Helga var med på turen og de mødte niecen Anni Knudsen som på det tidspunkt var ved at etablere sig i Paris.

Opgaver ifølge dommerkortet:

DatoStævneOpgaveStævneleder
1965 10-11 jan?NM FinlandKampleder?
1965 01-25Drengemest. DKKamplederEgon H. Lange
1965 09-11Intl. stævneKamplederHans Eriksen
1965 10-03KamplederKamplederIb Ling? Hansen
1965 10-17DM-Hold?MadrasdommerLunalam?
1966 01-23II Div?MLBørge Lu....?
1966 02-13SAU SeniorKamplederHan.....?
1966 03-19-20InstruktionLeo Peitersen
1966 03-19-20DMMadrasdommerLeo Peitersen
1966 10-23DM HoldCarl Høeg

Ved verdensmesterskaberne i græsk-romersk brydning den 1. - 3. juli 1963 i Hälsingborg, Sverige var han dommer ifølge dette diplom og fotoet herunder:

Aug. Højrup kampleder

I sine mindeord skriver Heros' formand James Jørgensen: August Højrup blev også en fremragende kampleder og bl.a. blev han kaldt til Finland for at være overdommer i en landskamp Sverige-Finland, en meget stor ære.

Til minde om sin indsats i Finland fik Aug. en flot krystalvase som kan ses i kolonnen her til venstre samt en plaquette med datoen 1-2.12-63. I medaljekassen var der en tilsvarende plaquette med datoen 2-3.12-67, også med SUOMI-RUOTSI indgraveret, så han har sikkert igen været overdommer i en landskamp imellem Finland og Sverige.

Aug. formåede også som dommer at lave avisoverskrifter, denne gang i en kamp ved de danske mesterskaber i 1969 imellem Alex Bürger, CIK og Ole Aasan, Alsia hvor en advarsel om passivitet til Ole Aasan ikke var blevet registreret ved dommerbordet og derfor resulterede i at kampen fejlagtigt først blev erklæret uafgjort. Her er Jyllandspostens artikel om sagen dateret den 17. marts 1969.