header

Aug. Højrup, pølsemand og forretningsmand


Frederiksværks første pølsevogn

Den 19. oktober 1945 åbnede Aug. Højrup pølsevognen på den plads overfor kirken i Frederiksværk som i folkemunde blev kaldt De fattiges Paradis. Her er Frederiksborg Amts Avis' historie dateret den 26. maj 1971 om stedet og starten af pølsevognen. Dagen efter kom denne artikel om De Riges Paradis med fotografier af både den oprindelige pølsevogn og af den seneste grundmurede version, hvis indvielse var anledningen til artiklerne. Højrups femte pølsevogn står der endnu (2015) og hedder i dag Ågrillen.

header

Frederiksborg Amts Avis den 26. maj 1971

I artiklerne fortæller han (Aug.) at det var borgmester Thøgersen der fik idéen til pølsevognen, men jeg kender ham godt nok til at være overbevist om at idéen var hans egen men at han havde plantet den hos borgmesteren da det ville få projektet til at glide meget nemmere igennem det kommunale maskineri.

Under alle omstændigheder var han den rette til at gennemføre opgaven, han havde igennem sine forældre erfaring med gadehandel og kundepleje. Han blev født på Givskud kro som forældrene drev i nogle få år, og se dette foto af ham fra ca. 1925, hvor han som 7 årig hjælper sin mor med at sælge sodavand og slik fra en primitiv bod på Tved strand ved Kolding.

Aug. var udlært herrefrisør hos Ferdinand Honoré i Kolding og havde derefter arbejdet i nogle år som frisørsvend i en forretning lige overfor Nørrebro station i København, det var der han traf sin Helga. Han var derfor blevet en erfaren lytter og var altid klar med en hurtig replik som var medvirkende til at man gerne ville snakke med ham.

Han havde fagforeningsbogen i orden som arbejdsmand først på DFJ (De forenede Jernstøberier) og senere på Stålvalseværket, og så var han bekendt med den socialdemokratiske borgmester Einar Thøgersen igennem sit frivillige arbejde som brandmand, se dette foto af dem sammen foran brandstationen taget ca. 1945. Det er Thøgersen yderst til højre og Aug. står i bagerste række nr. 4 fra højre lige foran nedløbsrøret.

Og så var Aug. jo en kendt og respekteret person i Frederiksværk i kraft af sin sport brydningen som var den egentlige årsag til at han og familien var flyttet til byen i begyndelsen af 1943. Han var blevet det man i dag ville kalde Head-huntet af byens kendte brydeklub Heros med løfte om både et fast arbejde og en god bolig, begge dele næsten umulige at finde under krigen og i øvrigt mange år derefter.

Han blev indmeldt i Heros allerede den 1. januar 1942 og havde sin første kamp for klubben den 18. januar 1942 imod Axel Olsen fra klubben Ursus i Hundested (som blev kastet efter 5 min og 50 sek). Brydning var dengang favorit sportsgrenen i Frederiksværk, så mange af byens borgere vidste godt hvem Aug. Højrup var.

Så sent som et par uger før åbningen af pølsevognen den 19. oktober 1945 blev der afholdt danmarksmesterskaber i brydning i Aarhus og her var Aug. favorit i letvægt idet hans ærkerival Abraham Kurland, Hakoah ikke stillede op. I den første kamp var Aug. uheldig at kaste modstanderen udenfor madrassen så han, Preben Rasmussen fra Holeby, blev slået bevidstløs. Måske viser dette foto situationen?. Aug. vandt alligevel kampen men blev overraskende kastet i finalen af Harry Hede fra Skovbakken, Aarhus efter kun 1 minut og 12 sek. brydning. Læs denne artikel i Jyllandsposten fra den 8. oktober 1945.

Sådanne begivenheder kunne nok bringe kunder til den nyåbnede pølsevogn for at købe en pølse med brød og samtidigt høre om de nærmere omstændigheder i forbindelse med de seneste brydekampe.

Så alle nødvendige forudsætninger var til stede for at det skulle lykkedes at etablere pølsevogn i Frederiksværk og med lidt held og Aug.'s evne til at udnytte det lykkedes det rigtigt godt. Således fik byens borgere et samlingssted hvor der var opslagstavler for de forskellige foreninger, en telefonboks for dem der ikke havde telefon hjemme, det var de fleste, og så muligheden for at få lidt godt til ganen.

Efter få år opsatte kommunen et halvtag hvor opslagstavlerne sad pænt i to rækker og hvorunder man kunne nyde sin pølse uden at blive våd når det regnede.

I kolonnen til venstre er der fotografier af Aug.'s pølsevogne igennem tiderne, den første øverst og den nyeste nederst. Klik på billederne og se dem i fuld størrelse, bemærk at de åbner i selvstændige vinduer / tabs.


Forretningsmanden Aug. Højrup

Det var jo efterkrigstid og mange varer inklusive slagterivarer var rationerede men der skulle ikke afleveres rationeringsmærker i forbindelse med køb af pølser ved en pølsevogn. Så når månedens kød rationeringsmærker var opbrugte kunne man redde familiens aftensmad ved at købe et antal pølser hos pølsemanden, jeg er sikker på at Aug. havde en særpris for kolde pølser. Far har selv fortalt at dette var medvirkende til at starten blev så vellykket og at det også var indgået i overvejelserne af om de skulle åbne.

Den første pølsevogn havde store hestevognshjul på hver side og trækhåndtag som på en trillebør der gjorde det nemt at flytte vognen og det var nødvendigt, for hver nat skulle den køres i garagen som lå i hotel Royals gård på det modsatte hjørne. Pølsevognen var lejet sandsynligvis af en gros firmaet J. Steffensens fabrikker hvis navn / logo står på forsiden.

Ifølge ovenstående avisartikler var lejen for pølsevognen kr. 20,- pr. måned og det har nok været en af lejekontraktens betingelser at pølser og andre salgsvarer skulle købes hos udlejeren. Den årlige leje for det stykke af kommunens grund hvor pølsevognen stod var dengang kr. 25,- pr. år.

Herre i egen pølsevogn

Pølsesalget må have gået rigtigt godt, måske var der pølser på mange juleborde i Frederiksværk, for allerede næste sommer (1946) havde Aug. anskaffet en ny vogn også på hjul da den lige som den første hver aften skulle køres i garage i Hotel Royal's gård. Hvis man kigger godt efter i spejlbilledet i vinduet lige over Aug.s hovede kan man se porten ind til Hotel Royals gård som lå diagonalt overfor pølsevognen.

header

Hotel Royals facade spejlet i pølsevognen (her retvendt)

header

... og sådan så det ud omkring 1925

Bemærk at denne pølsevogn ikke har reklamer for leverandører, blot en beskrivelse af produkterne Varme Pølser og Dessert Is. Den eneste branding var en tydelig markering af hvem pølsemanden var: Aug. Højrup som signalerede at han selv ejede vognen og derfor kunne købe sine varer der hvor han fik den bedste pris og kvalitet, et princip han brugte igennem hele sin karriere. Hans officielle titel var herefter kioskejer men det var ikke en titel han selv promoverede.

Det var ikke nemt at være både pølsemand, brandmand og far til to små drenge, for når brandsirenen lød (tre lange) måtte han smide hvad han havde i hænderne og løbe / cykle til brandstationen i Vognmandsgade medens mor måtte skynde sig op for at passe pølsevognen, så der var behov for nogen der kunne passe Jesper og mig (Knud) som kun var 4 og 2 år.

Problemet blev løst ved at mors fætter Haralds datter Inge Ruth Windberg flyttede ind og blev vores barnepige i månederne juli, august og september 1946 og heldigvis for det for Inge Ruth lever endnu (2015) og har kunnet fortælle ting som jeg selv var alt for lille til at bemærke og huske.

Der skulle jo syltetøj på en isvaffel og det skulle helst være jordbærsyltetøj som var meget svært at skaffe lige efter krigen og sikkert meget dyrt. Men æblemarmelade kunne skaffes så Inge Ruth fortæller at hun den sommer (1946) tryllede meget æblemarmelade om til jordbærsyltetøj ved hjælp af rød frugtfarve, man er vel forretningsmand.

Vaflerne til isen købte Aug. i København men i fugtigt vejr kunne de nemt blive bløde, så Inge Ruth fortæller at når vejret var til det blev vaflerne lagt til tørring på taget over de skure der var i gården til Vognmandsgade 5.

Efter få sæsoner blev der investeret i egen vaffelbagemaskine som blev installeret i det lille køkken i Vognmandsgade 5. Maskinen kan jeg tydeligt huske for den udsendte en liflig duft af vanilie i vores køkken hver sommer indtil den 3. pølsevogn blev bygget i 1951, hvorefter den blev flyttet derop for at udbrede sine appetitvækkende vaniliedufte til de forbipasserende og hele Nørregade hvis vinden var fra vest.

Vaffelmaskinen bestod af fem stk. vaffeljern af smedejern anbragt på en karussel over fire gasblus. Vaffelbageren, far, sad ved den femte plads og rullede en færdig vaffel som blev sat op i en holder hvorefter han smurte jernet med fedtstof (paraffin) og med en ske hældte en passende mængde dej på, lukkede jernet, drejede det en halv omgang for at sikre at det vedblev med at være lige varmt på begge sider og drejede karusellen hen til det næste jern og processen gentog sig.

Den første tid af hver vaffelbage-sæson var smertefulde for ham, jeg kan huske at der var højlydte beklagelser hver gang han brændte fingrene og det skete ofte. Først når fingrene efter et par uger havde vænnet sig til de høje temperaturer holdt brokkeriet op.

Leverandørerne

Princippet med at være sin egen herre blev fastholdt og gjorde ham uafhængig af leverandørerne som for pølsernes vedkommende primært var Houlberg hvis varer blev leveret igennem den lokale grossist Erik B. Schmidt, den senere turistvognmand, men i perioder kom pølserne også fra Steff og Dankoff. Pølsebrød blev i mange år leveret af den lokale bagermester Ehrbahn i Nørregade men senere da Paaskebrød startede produktionen fik han brød direkte fra dem.

Sennep og ketchup kom fra det firma der senere blev til UG Fabrikken, det var et ægtepar, jeg tror han hed Louis, som havde startet en produktion hjemme i køkkenet, jeg har flere gange været med far inde og hente varer der, det var i Vanløse eller Valby, dengang var jeg ikke så kendt med hovedstaden.

Isen blev i starten og mange år derefter leveret af Premier Is fabrikken i Glostrup, men der var en periode hvor leverandøren var Frederiksborg Fløde-Is i Hillerød, hvor jeg kan huske at vi flere gange på gode sommerdage har hentet mere soft-ice mix.

Da Aug. selv havde investeret i fryser og andet tilbehør til issalg havde han i mange år en aftale med Premier Is om at han en gang om året kunne hente det beløb som de ellers havde sat af til den slags omkostninger. En gang, jeg var vel omkring 12 år, kan jeg huske at far og jeg var inde på isfabrikken i Glostrup hvor jeg først fik en rundvisning ved samlebåndene og af de søde damer fik tilbudt den ene is efter den anden.

Efter rundvisningen gik far og jeg op på direktørens kontor hvor jeg spiste mine is og de voksne snakkede. Da vi gik derfra havde far en konvolut i hænderne og jeg fik at vide at den indeholdt kr. 10.000,- som var årets bonuspenge. Da jeg gav udtryk for at det var rigtig mange penge svarede far: Ja, men jeg er også deres største kunde. Det skal bemærkes at de folkevogne som mor og far købte på ca. samme tidspunkt kostede kr. 12.500,- stykket, så det var virkeligt mange penge.

Der var jo ikke central skattestyring såsom f. eks. moms dengang så jeg ved ikke om pengene indgik i pølsevogns regnskabet men jeg ved at Far fortalte at de penge kunne de ikke bruge i Frederiksværk og omegn, så mor og far var faste kunder hos den guldsmed der lå på Glostrup Butikstorv lige overfor Premier Is og hos tæppehuset Aulin på Øster Farimagsgade som havde et stort udvalg af ægte tæpper.

Biludlejer, bilsælger og forsikringsagent

At have en baggrund som udlært barber (herrefrisør) kan være en fordel når man er pølsemand, i begge typer arbejde skal man nemlig være god til at snakke med alle slags mennesker, og det var Aug. Så ud over at høre om de seneste bedrifter på brydemadrassen har måske især mandlige kunder benyttet sig af at have en pølsemand at dele dagligdagens bekymringer med.

I løbet af nogle år fandt Aug. ud af at der var et stigende behov for at leje biler så omkring 1956 anskaffede de en Folkevogn VW der fik registreringsnummeret B 30 013 som blev benyttet til privat- og arbejdskørsel samt udlejning. Det må have været så god en forretning at i foråret 1957 var der kommet endnu en VW til nemlig B 30 245.

header

Folkevogne ved Vognmandsgade 5, 1957

Aug. har altså været god kunde hos autofirmaet Toft & Larsen for VW'erne skulle jo også løbende serviceres. Men der opstod endnu et samarbejde imellem dem idet Aug. fik en aftale med firmaet om at hvis han kunne sælge en folkevogn ville han få kommission af salget. Det foregik på den måde at når der var en kunde der snakkede med pølsemanden om evt. anskaffelse af ny bil så kunne Aug. bruge sine talegaver til at fortælle om folkevognens fortræffeligheder og når det var gjort sige til kunden: Gå ud til Toft & Larsen og hils fra mig, så får du en god pris.

Hvis resultatet blev at kunden købte bilen, og det kunne man jo som pølsemand ikke undgå at opdage, så kunne Aug. køre ud til Toft & Larsen og hente en kommission på kr. 200,- altså godt 1,5% af salgsprisen som dengang var ca. kr. 12.500,- for en ny folkevogn.

Et tilsvarende samarbejde havde Aug. med forsikringsselskabet Baltica men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, kun at han havde jævnlige møder med Baltica, først med Hillerød afdelingen og i mange år med Frederiksværk afdelingen da den blev startet af Mogens Helleskov. Desuden har jeg fundet en sølvbryllupssang hvor der står følgende: ... og han for et forsikringsselskab også blev agent.

Den sidste (5.) pølsevogn

Som nævnt i den først omtalte artikel i Frederiksborg Amts Avis øverst på denne side var den årlige leje af kommunens areal hvorpå pølsevognen stod i 1945 kr. 20,- (tyve) og på 26 år var lejen steget til kr. 6.000,- om året altså 300 gange så stor.

Aug. havde i flere år været noget irriteret over disse årlige ofte uvarslede lejestigninger og overvejede forskellige løsninger af dette problem. Som beskrevet i en avisartiklen den 31. januar 1970 om et fredningsmøde der blev afholdt på Frederiksværk Rådhus, var løsningen at Aug. kunne bygge en ny grundmuret pølsevogn på stedet som skulle indeholde både offentlige toiletter og et turistkontor.

I artiklen om De fattiges Paradis kan vi læse at Aug. selv bekostede opførelsen af bygningen til ca. kr. 200.000,- og skulle have rådighed over den i 25 år uden lejeafgift til kommunen. Det står ikke anført i artiklerne men det var yderst vigtigt for far at aftalen med kommunen ikke forhindrede ham i af forpagte forretningen ud hvis han måtte ønske det.

Som nævnt i Paradis artiklen forblev turistkontoret i Wilhelm Jørgensens boghandel og det blev heller ikke til noget med de offentlige toiletter i bygningen, det var vistnok noget med kloak forhold på stedet. Begge dele var Aug. udmærket tilfreds med, der var nok af andre aktiviteter til at beskæftige en succesrig pølsemand.

Pølsevognen blev forpagtet ud i foråret 1977 eller måske tidligere, hvilket gav ham mulighed for at få mere tid til at passe sin kone Helga der havde været meget syg i flere år.

Aug. blev ansat ved Fr-borg Amtssygehus i Fr-værk den 1. nov. 1977 som portør under tillæring ved fysiurgisk afdeling. Han gik straks i gang med uddannelsen som Hospitalsportør og den praktiske del var færdig den 30. juni 1978. Den teoretiske uddannelse foregik ved Københavns Hospitalsvæsens Centralskole i Fensmarksgade 65, København fra 2. okt. 1978 til 16. okt. 1978. Hans kone Helga døde den 11. maj 1978.

Far gav ofte udtryk for at være virkeligt glad for sit arbejde som portør, han havde kontakt med mange mennesker i løbet af dagen og på fysiurgisk afdeling kunne han bruge sine erfaringer som massør. Han sagde: Tænk dig Knud, når jeg kommer hjem fra arbejdet kan jeg bare slappe af, der er slet ingen regnskaber og jeg behøver ikke at forberede mig til dagen i morgen.

Aug. Højrup døde mandag den 23. september 1985 ved et færdselsuheld vest for landsbyen Freerslev, han var på vej med varer fra Frederikssund sygehus til Hillerød sygehus. Det var fire dage før han fyldte 67 og kunne have gået på pension, men det havde han endnu ikke besluttet, så glad var han for sit arbejde på sygehuset.