header

Adolph Windbergs levnedsbeskrivelse

Morfar Knud Vindbergs ældste broder Adolph Windberg nedskrev sine erindringer da han sad som enkemand i en lille lejlighed i Annisse, Nordsjælland. Jeg kan huske at morfar og jeg har besøgt ham der.

Disse erindringer er senere blevet redigeret af Adolphs barnebarn Inge Ruth Larsen og endnu senere af Inge Ruths datter Ann. Inge Ruth har givet mig lov til at publicere sin farfars meget interessante erindringer på denne hjemmeside, tusind tak for det.

Det er helt fantastisk at Adolph har nedskrevet sine erindringer, han har bl. a. en meget fin beskrivelse af sin bedstefader Jens Harald Vindberg (1816 - 1877) på trods af at Adolph lige var fyldt 3 år da bedstefaderen døde.

Data:

Jens Peter ADOLPH Windberg blev født den 26. februar 1874 i Ebeltoft. Døbt den 30. august 1874 i Ebeltoft, søn af arbejdsmand Jens Peter Petersen og hustru CLARA Olavia Jensine f. Vindberg. Blev konfirmeret den 22. april 1888 i Ebeltoft. Adolph døde den 28. oktober 1960 på Ängelholm sygehus, Sverige, han var på besøg hos datteren Nete der var husbestyrerinde for en godsejer i Pilshult, han blev 86. år. Begravet den 5. november 1960 i Nyhuse, Hillerød. Stilling: Statshusmand i Sjelle ved Århus.

Adolph blev faktisk døbt "Jens Peter Adolph Petersen", men den 3. september 1929 fik han og tre af hans fem brødre kongelig bevilling på navnet Vindberg, således at hans fulde navn herefter var "Jens Peter Adolph Vindberg". Han har dog selv valgt at skrive det med "W".

Han blev gift den 11. april 1897 i Sct. Stefan, København med KIRSTINE Marie Sørensen datter af postkarl i Hobro Thomas Christian Sørensen (1835 - ) og Ane Marie Pauline Christensen (1842 - ). Hun blev født den 3. december 1869 i Hassensgade 71B, Aalborg. Døbt den 3. december 1871 i Aalborg Budolfi. Kirstine døde den 21. september 1948 i Ramløse Mark, hun blev 78 år. Begravet den 25. september 1948 på Nyhuse kirkegård i Hillerød. Indskrevet i Ramløse Kirkebog.

I levnedsbeskrivelsen findes der også en beretning om Adolphs rejse til Østsibirien i 1904-05 for at bygge et feltlazaret for Kejserinde Dagmar. Ebeltoft Byhistoriske arkiv har en samling af postkort og andre arkivalier fra denne rejse, og det er blevet til en selvstændig historie her på hjemmesiden: Feltlazaret i Østsibirien.

Kirstine og Adolph nåede at fejre deres guldbryllup og en beskrivelse af festlighederne findes her.

Ifølge politiets registerblade boede de mange steder i København:

  • 1. november 1897: Nørrebrogade 161, 3.
  • 1. november 1902: Odinsgade 10, 2.
  • 1. november 1903: Thorsgade 27A, 2.
  • 1. maj 1904: Nordre Frihavnsvej 12, 1.
  • 1. november 1906: Haraldsgade 113, st.
  • 1. november 1908: Haraldsgade 125, 1.
  • 1. maj 1909: H. P. Ørumsgade 15, st.
  • 1. november 1911: H. P. Ørumsgade 35, st.
  • 1. november 1912: Alderstrøst Passage 3, 1.

De fik følgende børn:

  1. Emma NICOLA Olivia Windberg (1897 - 1996)
  2. Paula AGNETE Windberg (1900 - 1976)
  3. Jens HARALD Windberg (1907 - 1987)

Inge Ruth Larsen (f. Windberg) er datter af Jens Harald Windberg (1907 - 1987) og hustru Astrid Marie Petrea Hald (1908 - 1978).

Knud og onkel Dolle

Morfar Knud Vindberg var den yngste søn af en flok på elleve søskende. Af disse har jeg personligt kun mødt hans lidt ældre søster kaldet tante Karen samt hans ældste broder Adolph Windberg.

Jeg har altid haft en særlig sympati for Adolph eller onkel Dolle som vi kaldte ham, måske fordi han lignede morfar meget, men nok også fordi han boede i Annisse som ikke lå så langt fra mit barndomshjem i Frederiksværk.

Adolph besøgte os af og til i Frederiksværk og en gang har jeg besøgt ham i hans lille lejlighed på 1. sal / loftet i et hus i landsbyen Annisse. Jeg var der sammen med morfar og har vel været omkring 12 år dengang.

Da morfars 70 års fødselsdag blev fejret mandag den 13. januar 1958 i vores nye hus i Frederiksværk var onkel Dolle og tante Karen blandt gæsterne og jeg fik heldigvis taget dette fine fotografi af dem begge ved frokostbordet.